Små tanker om danskheden

Joachim Nielsen fra strategifirmaet ”Think Big” prøver som en anden Erasmus Montanus i en kronik i Berlingske at tænke stort om begrebet danskhed (11.5), og det er ikke noget, der siger ham det mindste. Det lader han læserne forstå i den ene tætskrevne spalte efter den anden. Metoden er den velkendte, at han piller ”konstruktionen” danskhed fra hinanden, for er det ikke ganske absurd at tale om danskhed, når kartoflen kommer fra Peru og juletræet fra Tyskland?

Der er intet nyt under solen i Joachim Nielsens opgør med danskheden, og på en måde kan man påstå, at det emmer af både mindreværdskomplekser og selvhad mellem linjerne, når kronikøren skildrer, at han har pillet sin flagstang ned og i øvrigt finder danskheden ”provinsiel”, hvilket i sig selv er yderst provinsielt. Mindreværdskomplekser er nemlig også en integreret del af danskheden – og det har de været siden tabet af Sønderjylland i 1864.

Joachim Nielsen belærer os om, at begrebet ”hygge” også findes i Sverige – for dér har han skam været og haft en kæreste, og dér ”myser” man, og Zinedine Zidane og Messi er bedre fodboldspillere end Michael Laudrup, så ham er han heller ikke særlig stolt af. Og det med ytringsfriheden og Muhammed-tegningerne var vistnok en god ting, men så alligevel ikke, fordi det ”løb løbsk”. Ytringsfriheden er god, men kun i passende doser, og Michel Houellebecq er i øvrigt meget bedre end nogen dansk forfatter.

Joachim Nielsen falder pladask ned i den fælde, at han tror, nationalfølelse og danskhed er noget kvantificerbart, noget man skal måle ved at holde danske præstationer op mod andre landes. Det er i den sammenhæng sært, at han ikke også lige får latterliggjort Himmelbjerget og holdt det op mod Mont Blanc eller Mount Everest. Eller at han sammenligner Københavns størrelse med Paris eller Mexico City – for så er den danske hovedstad jo fuldstændig latterlig. Og dansk sprog? Den rene grinagtighed, der ikke duer til det ringeste, fordi alle alligevel taler engelsk.

Men hvad er Joachim Nielsen så? Ja, han er bare ”et menneske” påstår han. Men sjovt nok skriver han altså stadig på dansk og tænker på mange måder ret dansk – selv om han til enhver tid forsøger at fremstå som en vældig kosmopolit. Det hele falder naturligvis noget ynkeligt til jorden, fordi der i opgøret med danskheden ligger en enorm selvmodsigelse. Hverken Joachim Nielsen eller andre kan nemlig rive sig selv ud af den historiske sammenhæng, som de nu en gang er en del af, og forsøget med at erstatte ”konstruktionen” danskhed med en global konstruktion fungerer heller ikke.

Joachim Nielsen evner desværre kun at tænke ganske små bitte tanker om, hvad nationalitet er, og i forsøget på at reducere danskhed til en slags konkurrence med andre nationale konstruktioner overser han fuldstændig, at han selv er en del af den mangfoldighed, som danskheden også er. Holberg har ikke levet forgæves, og den belærende Erasmus Montanus lever videre i bedste velgående. Mere dansk kan det næsten ikke blive.