Stop for spontan asyl til Danmark

Der er formentlig andet og mere på spil end gamle konventioner, når de europæiske lande fortsætter med at opretholde retten til spontan asyl i stedet for at lade antallet af asylmodtagere være politisk bestemt. Måske er opgøret med selvbilledet som “de gode europæere, der holder døren på klem” for smertefuldt, for de, der skal træffe beslutningen? Men opretholdelsen af spontan asyl er uholdbart. Der er ingen rationelle begrundelser for at fortsætte med at gøre, som vi gør.

Omkring 3500 mennesker druknede i Middelhavet i løbet af 2015 i deres forsøg på at nå Europa. Et ukendt antal kvinder blev voldtaget på den farefulde færd op gennem kontinentet. Børn sov i skovene. Mænd sloges ved de grænseposter, der skyder op som paddehatte. Alligevel fortsætter europæiske lande – herunder Danmark – med at tildele asyl til mennesker, der når frem til fods fra uroplagede områder, fattige lande eller overfyldte lejre i sikre lande.

Hvis en mand ønsker at søge politisk asyl i Danmark fra Irak, Iran, Afghanistan eller Syrien, kan han ikke gøre det ved at sætte sig ind i en flyver og tage direkte til Danmark. Heller ikke, hvis han faktisk har penge til billetten. Flyselskaber afviser borgere uden gyldige papirer. Derfor er mennesker, der vil forsøge at opnå asyl i Europa henvist til at begive sig op igennem kontinentet ad andre og mere ufarbare veje. I følge Europol kommer op mod 90% af de flygtninge og migranter, der kommer til EU, hertil gennem kriminelle netværk og menneskesmuglere.

Samtidig skyder grænser op ned gennem det Europa, der – set i en historisk sammenhæng – kort periode har fungeret næsten uden interne grænser, gennem EU´s Schengen-samarbejde. Grænserne har til formål at bremse tilvandringen af indvandrere og asylansøgere, hvilket de fleste politikere end ikke vil forsøge at benægte. Men der er noget ulogisk og uvederhæftigt over asylpolitikken i Europa. For hvorfor forsøge at opstille barrierer og regler, der skal mindske tilgangen til asyl, hvis der alligevel tildeles asyl til den, der springer over hegnet eller smugles hertil?

Der er ganske enkelt ingen logisk sammenhæng mellem grænse- og asylpolitikken i Danmark og resten af Europa. Asylpolitikken fortsætter med at vifte med håbet om en bedre fremtid om næsen på mennesker, strandet i Yemen, Irak eller Tyrkiet, mens grænserne opstiller barrierer for dem. Det er uværdigt og absurd.

I Sverige regner man med at modtage mere end 50.000 asylanter i løbet af 2016 på trods af landets nye grænsekontrol. I Danmark regner man ligeledes med en fortsat tilstrømning på trods af grænsekontrol. Begge lande beror sig på grænsedragninger ned igennem Europa, der kompenserer for den ikke-fungerende grænsebevogtning af EU´s ydre grænser. I EU overvejer man at opstille egentlige grænser eller ligefrem hegn, men det kolliderer med den indbyggede selvforståelse i unionen, så det bliver ikke til mere end snak i korridorerne og mærkelige aftaler med Tyrkiet. Og hopper man over hegnet, er der mulighed for asyl. Danmark er et af de lande i Europa, der hyppigst tildeler asyl til ansøgere. Vores godkendelsesprocent står i direkte kontrast til retorikken og til grænsebevogtningen.

Lige så længe, Danmark, Sverige og andre lande tildeler asyl til spontane asylansøgere, lige så længe vil mænd, kvinder og børn begive sig ud på den farefulde færd op gennem Europa. Svaret er derfor at stoppe fuldstændigt med at tildele asyl til spontane asylansøgere i to år, for at fjerne incitamentet til at rejse. Herefter kan vi tage politisk stilling til, hvor mange asylmodtagere, vi skal og kan modtage i Danmark om året. Tallet bør ligge langt, langt under tallet for 2015, hvor Danmark når op på omkring 35.000, når de familiesammenførte tælles med.

Vi skal være i stand til at forsørge og integrere de mennesker, vi tildeler asyl. Forestillingen om, at asylmodtagere kan udgøre en tiltrængt fornyelse af arbejdskraftreserven er blevet skudt grundigt i sænk af konkrete fakta. Alle vores anstrengelser til trods, ender et stort antal fortsat på offentlig forsørgelse. Det kan vi ikke holde til at blive ved med.

Vi skal sikre os, at vi kan sørge for de, der kommer, uden at det lægger vores offentlige udgifter ned. Vi bør kunne afse ressourcer til at hjælpe der, hvor behovet og nøden er størst, men det er ikke realistisk, hvis udgifterne vedbliver med at stige her. Lige nu forholder vi os ikke til realiteterne, og vi er medvirkende til at udsætte mennesker for fare.

Millioner af mennesker er på flugt verden over. Vi kan yde nødhjælp lokalt, men den farefulde vandring op gennem Europa, må få en ende. Hvor mange, vi tager imod, skal være politisk bestemt. Uanset hvor mange man ønsker at tildele asyl, giver opretholdelsen af spontan asyl ingen mening. Vi skal genvinde kontrollen og ansvarligheden, og der findes ingen undskyldninger, for ikke at gøre det.