Stop vestlig ønsketænkning om islam og Rusland

Islam er fredens religion og Rusland følger en ekspansionistisk strategi. Sådan tænker man i Vesten, hvis man er politisk korrekt. Men det er i virkeligheden to forskellige resultater af ønsketænkning i forbindelse med både islam og Rusland. Den vestlige tankegang er blevet en Prokrustes-seng for bestemte fænomener, der gør det umuligt for os at opnå en realistisk forståelse af virkeligheden.

Prokrustes er en antihelt fra den græske mytologi, der gør vold på rejsende, der kommer forbi hans herberg. Han tilbyder dem en seng, men de korte får en lang og de lange en kort seng. Og de bliver alle tvunget til at passe til den tilbudte seng. De korte bliver trukket ud, så de går af led, og de lange bliver hugget til, så de passer ned Prokrustes-sengen, som hans tortur-instrument kaldes. Heldigvis kommer helten Theseus en dag forbi og gør kål på Prokrustes og dermed hans misforståelser af de rejsendes kropslængde, deres sengestørrelse og de dermed forbundne lidelser.

Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at kalde på Theseus, når jeg læser om islam og Rusland i den danske offentlighed. For den danske offentlighed tilbyder begge fænomener Prokrustes-senge i stedet for at se dem, som de er.

Islam har fået tilbudt en seng, der er for stor. Derfor lægger man noget ekstra på. Man ønsker ikke at se islam, som islam er med de mange voldspassager i koranen og de mange terrorister, der begår terror udtrykkeligt i Allahs navn. Man ønsker heller ikke at se kvindeundertrykkelsen eller afstandtagen til andre religioner, selvom om også disse fænomener udtrykkeligt begrundes religiøst. Islam er, påstås det, fredens religion og dem, der siger andet, hetzer ganske enkelt. Man lægger i virkeligheden den vestlige forståelse af kristendommen, som en religion, der kræver næstekærlighed, barmhjertighed og retfærdighed, ned over islam, – og overser fuldstændig, at islam forstår noget ganske andet ved de samme begreber. Prokrustes lægger islam i en seng, hvor islam bliver strukket til det går af led og ikke har noget med islam at gøre. Men vi vil i Vesten hellere se vores selvopfundne billede af ”fredens religion”, end vi vil indrømme, at virkeligheden er langt mere barsk end vores ønsketænkning tillader.

Rusland har fået tilbudt en seng, der er for lille. Sengen rummer kun plads til et Rusland med liberalt demokrati og vestlig tankegang. Men Rusland har alt muligt andet med. Der er geopolitisk, national og traditionalistisk tankegang, og der er forskellige historiske erfaringer, der gør, at man er helt anderledes end Vesten. For eksempel stoler man ikke på Vesten, og begrebet samarbejdende sikkerhed, som NATO bygger på giver ingen mening i russiske ører. Rusland udtrykker sine holdninger i helt klart sprog – dog oftest på russisk, – men de bliver ikke hørt eller forstået i Vesten. For man forventer, at Rusland kan være i den lille seng, der passer perfekt til et tidligere kommunistisk land, der nu har gennemgået en ”transition” ind i det vestlige udviklingsparadigme, hvor alle lande drømmer om at blive vestlige og få afsluttet historien ala Fukuyama. Alt hvad der ikke passer ind i denne form, må være dæmonisk, forkert og ondt og bør hugges af. Ruslands handlinger opfattes ikke som byggende på deres rationelle bedømmelse af de faktiske forhold i forhold til Ruslands egne nationale interesser og dermed muligvis defensive (Krim og Øst-Ukraine) og rationelle i sammenhængen, men som led i en ekspansionistisk strategi og dermed dæmoniske og onde. Muligheden for fredeligt samarbejde om nogen ting bliver dermed vanskeliggjort for ikke at sige umuligt. Hvis man i stedet havde set på Rusland med realistiske øjne og ikke forsøgt at mase landet ned i en End-of-History Prokrustes-seng, ville vi måske i dag have et neutralt, fornuftigt forhold til landet, som vi for eksempel har det med Kina. For vel har vi ikke alle samme nationale interesser, men interessemodsætninger og holdningsmodsætninger behøver ikke betyde, at vi er fjender. Det gør det ikke overfor Kina og Saudi Arabien, men når det drejer sig om Rusland, har vores overdrevne forventninger til Ruslands ”transition” efter murens fald ført til en voldsom skuffelse og bitterhed, og deraf følgende mistro til virkelighedens Rusland, der minder om Prokrustes voldelige behandling af sine gæster på herberget.

Jeg tror, det er svært at komme i kontakt med Theseus i dag. Men for alle, der lider af ønsketænkning angående islam, kan jeg i stedet for at påkalde Theseus opfordre dem til at læse koranen.

For dem, der lider af transitions-forventninger til Rusland, og derfor mener, at Rusland er følger en ond ekspansionistisk strategi kan jeg opfordre til at læse ”The new politics of Russia. Interpreting Change” af Ruslands-eksperten Andrew Monaghan, hvor han gennemgår de vestlige forventninger og misforståelser af Rusland siden murens fald.

Efter endt læsning burde man være i stand til at forstå begge fænomener samt til at erkende sit eget forsøg på at genopfinde begge via vestlig ønsketænkning i stedet for faktuelle studier. God fornøjelse med læsningen!