Svendborg Kommune mod borgerne

Svendborg Kommune har en Ipad-strategi. Den går i korte træk ud på, at børn i dagsinstitutioner SKAL bruge Ipads. Om børn i Svendborg generelt bruger Ipads for lidt, og om dette fører til blege, triste og understimulerede børn, der aldrig senere når ind i den digitale tidsalder, melder historien ikke noget om.

Svendborg Kommune er så glade for deres strategi om Ipads, at de har besluttet at stå fast på den. Også hvis en sådan fasthed fører til, at kommunen må lukke velfungerende daginstitutioner som Askelæ, der er en Rudolf Steiner-børnehave i Svendborg. Om børnene i Askelæ mistrives, vides ikke. Det har vist ikke rigtigt været bragt op.

Hvis Askelæ er som Steiner-børnehaverne er flest, er den befolket af børn, der trives og som klarer sig godt i livet set i sammenligning med mange andre børn. Steiner-institutionerne har en særlig pædagogik, der sikkert ikke virker for alle, men som er helt frivillig, eftersom institutionerne er private. Steiner-skolerne er lige blevet godkendt som udbyder af ungdomsuddannelser, selvom skolerne ikke har eksamener i traditionel forstand. Det skyldes, at de unge mennesker, der kommer ud af skolerne, generelt er velfungerende og gennemsnitligt klarer sig godt på de videre uddannelser.

Men tilbage til Svendborg Kommune. Kommunen vedtog i april 2014 en vision for læring og dannelse, der betyder, at alle daginstitutioner skal sørge for at ”udnytte informationsteknologiens læringsmuligheder”. Kommunen har truffet et metodevalg for borgerne, og dette kommer altså før borgernes ønske om en bestemt institutionsform eller pædagogik. Eller børnenes trivsel i øvrigt.

Hold nu op, hvor er det trist. Her står vi så. Med en af de dyreste og største offentlige sektorer i verden, der er så omfangsrig, at systemets vilje kommer før borgenes frihed, drømme og ønsker. Det er lamt. Simpelthen. Jeg håber, Svendborg Kommune kommer til fornuft. Hvis ikke bliver jeg nok nødt til at sætte mig på ministerens skrivebord, for at afkræve hende et svar. Sidst jeg kiggede efter var det sådan, at staten skulle være til for borgerne. Ikke omvendt.