To be, or not to be, that is the question…

Udover at være een af de skarpeste fortalere for en “brexit”, når briterne 23.juni går til valg, så er min gode ven og kollega, Daniel Hannan, en bredt respekteret Shakespeare-ekspert. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han under middagssammenkomster er brudt ud i endeløse monologer fra den britiske national-skjalds hånd. Og det valg, som Daniel og hans landsmænd om under fire måneder skal træffe, er vitterlig et Shakespeare-værk værdigt. For hvornår har nogen nation på samme måde taget sin skæbne i egen hånd? Hvornår har en statsleder nogensinde før lagt sit lands fremtid i hænderne på sine borgere? Vel har vi da haft afgørende afstemninger – ikke mindst i Danmark. Men muligheden for udmeldelse af EU har aldrig før befundet sig på nogen stemmeseddel i det EU, der i dag – på godt og på ondt – er leverandør for hovedparten af de regler, som vi borgere i 28 nationer lever under. Det er sandelig et spørgsmål om at være eller ikke. To be, or not to be…

For Daniel er dette selve kulminationen på et livsværk. At lade briterne få muligheden for at melde sig ud. Og lad det være sagt med det samme: Var jeg brite; kunne jeg betragte det mægtige Commonwealth med sine to milliarder indbyggere som mit naturlige hjemmemarked; skulle jeg vælge mellem det overregulerede og recessionsprægede EU i forhold til stærke og voksende økonomier som Indien, Canada, Australien, Sydafrika; skulle jeg vurdere, om EU har leveret, hvad jeg som vælger havde forventet…ja, så ville jeg med en vis sandsynlighed også komme til den konklusion, som min ven kæmper for. Men jeg er ikke brite. Jeg er dansk. Og jeg kæmper for Danmark, som jeg elsker. Derfor må jeg tilsidesætte mine sværmerier og fokusere på det nære og det reelle: at den aftale, som Premierminister Cameron har forhandlet på plads vil have mange gavnlige effekter for Danmark.

I både 2009 og 2014 gik jeg til valg på at sikre ”mere Danmark – og mindre EU”. Efter det seneste parlamentsvalg havde jeg derfor som leder af Dansk Folkepartis – og Danmarks største – delegation i EU-parlamentet én ambition: at optages og få en så stærk position i ECR-gruppen som muligt. Her sidder netop David Camerons konservative MEPere og i flere år havde det stået mig aldeles klart, at en reel reform af EU gik gennem London. I dag kan jeg se tilbage på en vellykket proces, hvor missionen er lykkedes. Dansk Folkeparti indtager en helt central position i ECR-gruppen, hvor vel ikke mindst jeg som gruppens chief whip illustrerer dette. Jeg skal ikke på den baggrund påtage mig æren eller ansvaret for den aftale, som David Cameron har indgået. Men jeg noterer mig, at en række områder i aftalen er som skrevet ud fra vore ønsker:

I 2008 faldt den såkaldte Metock-dom, som med eet slag underminerede de danske stramninger af familiesammenføringsreglerne. Helt i strid med den gældende retspraksis valgte EUs dommere at give migranter ret til ophold i eksempelvis Danmark, selvom vedkommende efter vore regler ikke ville have ret til ophold. På den foranledning skrev jeg en hel bog, hvor jeg kritiserer EU-domstolen for dens arbejdsmetoder. Hvis Camerons aftale vedtages, afskaffes den retspraksis, som opstod med Metock-dommen. Det vil igen være danske familiesammenføringsregler, der gælder. Det vil igen være Folketinget, som er herre i eget hus. Med andre ord: mere Danmark og mindre EU.

I 2014 var det store debat-emne ved EU-parlamentetsvalget spørgsmålet om adgangen til velfærdsydelser. I Danmark var især adgangen til børnepenge omdiskuteret, dels fordi de høje ydelser let kunne føre til østeuropæisk lønpres og dels fordi der ingen rimelighed er i, at danske skatteydere skal betale børnepenge på dansk niveau til børn, der befinder sig i eksempelvis Bukarest. Hvis Camerons aftale vedtages, bliver dette lavet om. Så skal der ikke længere udbetales børnepenge på dansk niveau til børn udenfor Danmark. Med andre ord: mere Danmark og mindre EU.

Også på andre sociale ydelser indeholder Camerons aftale godt nyt for Danmark. Der er eksempelvis indarbejdet en nødbremse på andre sociale ydelser end børnepenge, som gør det muligt for et land at standse udbetalingerne, hvis de stiger uforholdsmæssigt meget. Det har vi i Danmark eksempelvis oplevet på SU, hvor – igen EU-domstolens – afgørelser har ændret på grundlaget for, hvornår man som eu-borger kan få SU i Danmark. Det førte i 2011-12 til en eksplosion i udbetalinger. Hvis Camerons aftale vedtages, indføres en nødbremse til at afværge den slags situation. Med andre ord: mere Danmark og mindre EU.

Eet af de områder, hvor vi i Danmark oplever mange udfordringer fra EU-systemet, er på det finansielle område. Utallige gange har vi måttet kæmpe for realkreditsystemet, vores dankort, vores bankmodel og meget andet, som er afgørende for den enkelte danskernes dagligdag. Hvis Camerons aftale vedtages, gøres det klart, at euroen ikke er EUs eneste valuta og at reguleringen skal tage højde herfor. Det betyder, at Danmark står stærkere, når vi skal forsvare vores model. Det betyder: mere Danmark og mindre EU.

En af mine kæpheste har altid været de nationale parlamentets indflydelse. Det er uholdbart, at et EU-parlamentet med opbakning fra under halvdelen af EUs befolkning, kan overtrumfe Folketinget og de andre nationale parlamenter, som nyder langt større tillid. Dette bliver lavet om, hvis Camerons aftale vedtages. Så får de nationale parlamenter ret til at bremse ny eu-lovgivning. Det er nyt og hidtil uset i EU’s historie. Det er en drøm for tanken om national suverænitet. Det er mere Danmark og mindre EU.

Endelig har Cameron bevirket, at traktatens ord om, at EU skal føre til ”en stadig snævrere union”, ikke gælder for Storbritannien. Det kan få enorm betydning. Både for Storbritannien – og for os. Det er nemlig disse ord, som gang på gang danner grundlag for eksempelvis EU-domstolens afgørelser, der presser vores udlændinge-, velfærdspolitik og mange andre områder. Bliver UK undtaget herfra, vil dommerne stå svækket i forsøget på at presse EU-lovgivning ind på steder, hvor medlemslandene ikke ønsker det. Med andre ord: mere Danmark og mindre EU.

Camerons aftale får ikke mig til at elske EU. Men den løser en række af de problemer, som EU har skabt. Grundlæggende er jeg tilhænger af et europæisk samarbejde. Idéen om et indre marked er god. At handle sammen har altid været den centrale platform for fredelige relationer. Men det indre marked er ikke en selvopfyldende profeti, der gør al deraf afledt regulering guddommelig. Snarere tværtimod, tør man i disse år indvende. Derfor har EU brug for reformer. Drastiske reformer. Og blandt disse er Camerons aftale det afgørende første skridt. Endnu ved vi ikke, hvordan dens endelige udformning kommer til at se ud. Det afhænger blandt andet af EU-parlamentet. Og derfor appellerer jeg til mine kollegaer om at støtte op om aftalen, ligesom jeg gør.

Vi har brug for briterne. Både for at sikre en god aftale. Men også fordi EU uden briterne vil blive et EU domineret af Sydeuropa og – endnu værre – af Bruxelles. Vælger briterne at forlade EU, vil reaktionen i Bruxelles være, at man rykker tættere sammen; at man glæder sig over det besværlige familiemedlems bortgang. Nu kan man endelig skabe den forbundsstat, som er nødvendig for at få euroen til at leve. En sådan yderligere centralisering er ikke i dansk interesse. Derfor må vi appellere til briterne om at blive. At stemme ja til deres aftale.

Det betyder ikke, at processen med at reformere EU stopper. Tværtimod håber jeg, at det vil føre til, at stadig flere lande, stadig flere partier og stadig flere borgere får blod på tanden og kræver reformer i EU. Vi skal aldrig standse med at tro på, at det kan lade sig gøre at trække suverænitet tilbage, at genindføre permanent grænsekontrol, at sikre demokratisk vedtagne regler i stedet for EUs embedsvælde osv. Men det gøres eet skridt ad gangen. Og det handler om et valg mellem to veje. Et valg, som træffes 23.juni. To be, or not to be, that is the question…