Tolkninger af Ruslands udenrigspolitik efter Ukraine –og Krim-krisen i 2014.

Når man som jeg har beskæftiget sig med Rusland professionelt i mange år, er det meget svært at forstå, hvorfor man i Vesten beslutter sig for en bestemt tolkning af, hvad der sker i Rusland. Især er det svært at forstå, at man ikke har en åben debat om, hvad man skal mene.

Som det er i dag, kommer det let til at se ud som om, der kun er en eneste mulig holdning til Rusland: den afvisende og kritiske.

Men hvis man orkede at sætte sig bedre ind i sagerne og læste andet end anti-russiske medier, ville man opdage mange nye aspekter. Det kræver desværre meget af den enkelte, for medierne er som påvist af Journalisthøjskolen 2016, når det angår Rusland, ensidige og dæmoniserende. ”Rusland beskrives i et bipolært kold krigs-perspektiv. Der er tegn på, at Putin dæmoniseres”[1] konkluderede analysen!

Hvis man gjorde noget for at opsøge mere nuanceret nyhedsdækning, ville man opdage, at der er flere forskellige måder at forholde sig til Rusland på i forbindelse med Ukraine –og Krim-krisen.

Hvis man ikke selv har energi til at læse en masse stof igennem, kan man nøjes med en kort artikel af Elias Götz, der giver et glimrende overblik over de tolkninger, der er tilgængelige inden for litteraturen og debatten om Rusland.

Den første tolkning er, at Rusland er offensiv og drevet af imperiale ambitioner. Dermed er Rusland meget farlig for os i Vesten, for målet er at  genopbygge et imperium inden for det sovjetiske rum. Den mest rationelle politik for Vesten er derfor inddæmning.

Den anden tolkning ser Rusland som defensivt og som drevet af en søgen efter sikkerhed og selvrespekt. I denne tolkning er Rusland ikke særlig farlig, for Rusland forsøger blot at modbalancere Vestens overgreb. Den bedste politik Vesten kan vælge over for Rusland vil være forsøg på samarbejde.

Den tredje tolkning ser Rusland som destruktiv som følge af interne interesse-konflikter. Landet er drevet af den herskende elites egoistiske interesser. Rusland er forholdsvis farlig for omverdenen, for landet forsøger at aflede opmærksomheden fra sine interne fiaskoer og forhindre demokratisk ”smitte” i de nærmeste lande i form af revolutioner som den i Ukraine i 2014. Den bedste politik fra Vestens side er en nøje afvejet blanding af inddæmning og engagement.

Elias Götz: Tre konkurrerende perspektiver. November 2016

Offensive Rusland Defensive Rusland Destruktive Rusland
Hvad driver Ruslands selvhævdende handlinger? Imperiale ambitioner En søgen efter sikkerhed og selvrespekt Den herskende elites egoistiske interesser
Hvor farligt er Rusland?

 

Meget farlig: Rusland forsøger at genopbygge et imperium inden for det sovjetiske rum. Ikke særlig farlig: Rusland forsøger at modbalancere Vestens overgreb. Forholdsvis farlig: man forsøger at aflede opmærksomheden fra interne fiaskoer og forhindre demokratisk smitte i de nærmeste lande.
Hvilken politik skal Vesten føre?

 

Inddæmning

(containment)

Forsøg på samarbejde

(engagement)

En blanding af inddæmning og engagement (constrainment)

 

Som det fremgår af denne opremsning af holdningerne til Rusland, er det den første og den tredje, der er fremme i medierne og politikernes taler i dag. Den anden – hvor man ser Rusland som defensiv – nævnes sjældent. Og hvis den gør, da oftest kun som dum eller landsforrædisk. Men sådan ser det altså ikke ud, hvis man beskæftiger sig med den seriøse litteratur.

Tager man argumenterne for de tre tolkninger, har de alle svagheder og styrker. Elias Götz nævner svaghederne her:

Offensive Rusland Defensive Rusland Destruktive Rusland
Problemer for argumentationen Hvorfor har Moskva kun givet begrænset støtte til øst-ukrainerne?

 

Hvorfor har Moskva ikke støttet eller skabt separatist-grupper andre steder?

 

Hvorfor har Moskva ikke anerkendt ønsket om at blive del af Rusland i udbryder-republikkerne i Georgien og Moldova?

 

Hvorfor bliver fortalerne for den neoimperiale, eurasiske ideologi sat ud på et sidespor i forhold til Kreml?

 

Hvorfor bliver de mest radikale separatist-ledere i Ukraine fjernet af Moskva?

Giver det mening at kalde annekteringen af Krim en defensiv reaktion?

 

Det var ikke realistisk at forvente NATO-medlemskab for Ukraine.

Hvorfor skulle Putin have brug for en ekstern krise for at blive mere populær, når han i forvejen er meget populær?

 

Hvordan skulle demokrati kunne smitte fra Ukraine, der selv har kæmpe vanskeligheder med at indføre demokrati.

 

Putins stærkeste kritikere i Rusland er ikke demokrater. Hvis han falder, bliver det næppe et vestligt demokrati bagefter.

 

Den russiske elite har ikke økonomiske interesser i Ukraine. De tjener meget bedre i Rusland.

 

Der kan føjes flere svagheder til de enkelte tolkninger og naturligvis en række styrker. Det vil jeg imidlertid ikke gøre her. Jeg vil bare takke Elias Götz for hans glimrende overbliks-artikel og håbe, at fok der læser dette vil føle sig inspireret til selv at læse videre. Det nytter ikke noget at bruge de danske aviser. Man må selv ud at finde nyheder og analyser på nettet og på biblioteket. Et godt sted at begynde kunne være Elias Götz´s artikel!

 

 

 

 

 

 

 

[1] Mediernes nye verdensbilleder. Pressemeddelelse.