Ungdom på støtten

Hvad er det vigtigste for ungdommen i dag; at få et behageligt liv lige nu og her eller et liv med muligheder og ansvar? Ud fra antallet af studerende, der i dag demonstrerer og strejker mod planlagte justeringer af verdens højeste uddannelsesstøtte, er der grund til tvivl.

I skrivende stund sidder jeg i folketingssalen og afventer ungdommens erobring af Slotspladsen. SU´en skal justeres ned fra 5100 til 4300 efter skat. Samtidig vil de unge mennesker få bedre lånemuligheder og kunne tjene mere ved siden af uden modregning. Det er anledningen til at bevæbne sig med bannere og bogstavrim og hævde, at man ”bliver trådt på”, som ét banner påstod. Bevares, det er nogle år siden, jeg selv var på SU, men min opfattelse af ”at blive trådt på” er en ganske anden.

Danske unge får verdens højeste uddannelsesstøtte. SU’en koster næsten lige så meget som hele det videregående uddannelsessystem til sammen, og uddannelsen tilbydes ganske gratis. Det er en helt unik generøsitet.

Ikke desto mindre er myterne mange; Vil justeringer i SU´en ikke betyde, at færre unge får en uddannelse? Næppe. En større andel af borgerne i for eks. Canada og Japan tager en lang videregående uddannelse end i Danmark, og her er ingen SU, men til gengæld brugerbetaling.

Betyder beskæringer så ikke bare, at unge fra hjem uden uddannelsestradition og med små midler dropper uddannelsesvejen selv? Næppe. Faktisk har unge mennesker med et job til at spæde SU’en op en god gennemførselsprocent set i forhold til andre unge. Der er ikke automatisk sammenhæng mellem arbejde ved siden af studierne og ringere resultater. Ifølge Rockwool Fonden har Danmark heller ikke en højere uddannelsesmobilitet end eksempelvis USA på trods af gratis uddannelser og høj uddannelsesstøtte i Danmark.

Jeg ved godt, at de unge demonstranter ikke repræsenterer den samlede danske befolkning – eller bare den danske ungdom, for den sags skyld. Men det ærgrer mig nu alligevel rent ud sagt. Der bliver lagt energi, dyrebare undervisningstid og stort engagement i demonstrationer, hvis ærinde er at kæmpe for en understøttelse, som man betragter som en ret. Det er snæversynet og kortsigtet. Hvorfor ikke demonstrere for et bedre samfund, hvor virksomheder blomstrer, og væksten har gode muligheder? Hvorfor ikke lægge sit fokus på undervisningens kvalitet? Hvorfor ikke bekymre sig højlydt og aktivt for fremtiden i et større perspektiv end én selv? Det klæder de fleste, og måske især de helt unge med fremtiden og mulighederne for sig.