Valget i UK er lidt specielt

Når vi har købt nyt til hjemmet – f.eks. en ny lampe – som min svigermor ikke kan lide, så er hun så diplomatisk indrettet, at hun hverken kalder den grim eller noget i den retning. Den er speciel – siger hun.
Og sådan er det også med briternes måde at stemme på til parlamentsvalget. Det er ret specielt.
The winner takes it all

Deres system hedder valg i enkeltmandskredse, hvor vinderen tager det hele. Er der fem kandidater fra fem forskellige partier, så kan en kandidat i teorien vinde hele kredsen, hvis han får 21 % af stemmerne. De tre andre får 20 % hver og den femte kandidat får 19 %. Så slemt står det sjældent til i virkeligheden, for man stemmer taktisk. Hvis man stemmer. Briternes stemmeprocent er nemlig meget lavere end vi er vant til i Danmark.
Ligesom stemmeprocenten i USA – hvor de i øvrigt også har valg i enkeltmandskredse.
At skulle stemme på den mindst dårlige

Hvis man er så uheldig at bo i et område, hvor ens foretrukne kandidat ikke har en jordisk chance for at vinde, ville man så selv gide bevæge sig op til stemmeboksen? Ville man gide stemme på LA, hvis man boede på Nørrebro? Ville man gide stemme på Enhedslisten, hvis man boede i Herning? Ville den liberale vælger på Nørrebro af taktiske årsager stemme på Uffe Elbæk fra Alternativet, fordi han trods alt ikke er helt lige så slem som Johanne fra Enhedslisten? Og ville socialisten i Herning stemme på en radikal for at slippe for en Venstremand?
Den slags overvejelser må man gøre i Storbritannien. Hvis man eksempelvis er pro-EU og derfor håber på et så blødt Brexit som overhovedet muligt, og normalt støtter de liberale (Lib Dem), vil man så stemme på Jeremy Corbyn – den rødeste fra Labour i mands minde – for at slippe for den konservative Theresa May og hendes benhårde Brexit?
Systemet favoriserer mænd

Og hvilke typer kandidater bliver valgt? Det gør mænd – med 70 % sikkerhed – og de er sjældent unge. De lande, som har valg i enkeltmandskredse, er også kendetegnet ved at have få kvindelige folketingspolitikere. USA 19 %. Frankrig og Canada 26 %. Australien 29 %. UK 30 %. Selv i lande, hvor ligestillingen på andre områder måske ikke er nået lige så langt, har man højere kvindelig repræsentation. Italien 31 %. Schweitz 33 %. Portugal 35 %. Spanien 39 %. Min påstand er, at det skyldes valgsystemet. Når der kun skal vælges én kandidat, så vil der – stadig – være en tendens til at vælge en midaldrende mand. Jeg skal ikke kloge mig på grunden, og jeg tør ikke engang gætte.
Frankrig har en model, der er lidt mere demokratisk. Her kan man i første runde stemme på sin foretrukne kandidat. De to med flest stemmer går videre til anden runde, og så kan man bruge udelukkelsesmetoden, hvis ens egen favorit ikke er gået videre.
Håb forude?

Måske er der håb forude. I hvert fald har de lokale parlamenter i Wales, Nordirland og Skotland valgt systemer med en proportional repræsentation – ligesom vi har i Danmark.
Valgsystemet må briterne selvfølgelig selv bestemme. Ligesom det er os og ikke min svigermor, der bestemmer, hvilke lamper vi skal have stående hjemme hos os. Men at systemet er specielt – det er helt sikkert.