Valget i UK er lidt specielt

Når vi har købt nyt til hjemmet – f.eks. en ny lampe – som min svigermor ikke kan lide, så er hun så diplomatisk indrettet, at hun hverken kalder den grim eller noget i den retning. Den er speciel – siger hun.
Og sådan er det også med briternes måde at stemme på til parlamentsvalget. Det er ret specielt.
The winner takes it all

Deres system hedder valg i enkeltmandskredse, hvor vinderen tager det hele. Er der fem kandidater fra fem forskellige partier, så kan en kandidat i teorien vinde hele kredsen, hvis han får 21 % af stemmerne. De tre andre får 20 % hver og den femte kandidat får 19 %. Så slemt står det sjældent til i virkeligheden, for man stemmer taktisk. Hvis man stemmer. Briternes stemmeprocent er nemlig meget lavere end vi er vant til i Danmark.
Ligesom stemmeprocenten i USA – hvor de i øvrigt også har valg i enkeltmandskredse.
At skulle stemme på den mindst dårlige

Hvis man er så uheldig at bo i et område, hvor ens foretrukne kandidat ikke har en jordisk chance for at vinde, ville man så selv gide bevæge sig op til stemmeboksen? Ville man gide stemme på LA, hvis man boede på Nørrebro? Ville man gide stemme på Enhedslisten, hvis man boede i Herning? Ville den liberale vælger på Nørrebro af taktiske årsager stemme på Uffe Elbæk fra Alternativet, fordi han trods alt ikke er helt lige så slem som Johanne fra Enhedslisten? Og ville socialisten i Herning stemme på en radikal for at slippe for en Venstremand?
Den slags overvejelser må man gøre i Storbritannien. Hvis man eksempelvis er pro-EU og derfor håber på et så blødt Brexit som overhovedet muligt, og normalt støtter de liberale (Lib Dem), vil man så stemme på Jeremy Corbyn – den rødeste fra Labour i mands minde – for at slippe for den konservative Theresa May og hendes benhårde Brexit?
Systemet favoriserer mænd

Og hvilke typer kandidater bliver valgt? Det gør mænd – med 70 % sikkerhed – og de er sjældent unge. De lande, som har valg i enkeltmandskredse, er også kendetegnet ved at have få kvindelige folketingspolitikere. USA 19 %. Frankrig og Canada 26 %. Australien 29 %. UK 30 %. Selv i lande, hvor ligestillingen på andre områder måske ikke er nået lige så langt, har man højere kvindelig repræsentation. Italien 31 %. Schweitz 33 %. Portugal 35 %. Spanien 39 %. Min påstand er, at det skyldes valgsystemet. Når der kun skal vælges én kandidat, så vil der – stadig – være en tendens til at vælge en midaldrende mand. Jeg skal ikke kloge mig på grunden, og jeg tør ikke engang gætte.
Frankrig har en model, der er lidt mere demokratisk. Her kan man i første runde stemme på sin foretrukne kandidat. De to med flest stemmer går videre til anden runde, og så kan man bruge udelukkelsesmetoden, hvis ens egen favorit ikke er gået videre.
Håb forude?

Måske er der håb forude. I hvert fald har de lokale parlamenter i Wales, Nordirland og Skotland valgt systemer med en proportional repræsentation – ligesom vi har i Danmark.
Valgsystemet må briterne selvfølgelig selv bestemme. Ligesom det er os og ikke min svigermor, der bestemmer, hvilke lamper vi skal have stående hjemme hos os. Men at systemet er specielt – det er helt sikkert.

  • Arne Nielsen

    Når nu problemet med det britiske valgsystem er lagt dødt i England, har det måske en mission, at vi fra lande med bedre valgsystemer holder problemet varmt. I en samtale, jeg havde med en kvindelig brite for nylig på en københavnsk bar, gav jeg blandt andet udtryk for dette. Men her kommer der det lavpraktiske ind, at mange danskere ikke er i stand til at gennemføre en nuanceret og præcis samtale på engelsk. Og dertil kommer, at det i engelske kredse i det hele taget ikke anses for god tone at tale politik, så også dette skal man sætte sig ud over, hvorfor man bør vælge sine ord med omhu. Men det bør gøres.

  • Henrik Thor Christensen

    “At skulle stemme på den mindst dårlige”
    Sådan er det ligesom også i Danmark – intet nyt der!!

    • Kim Kaos

      Ofte virker en blank stemme mere tiltrækkende end det sædvanlige udbud af klovne de forskellige partier stiller med.

  • Niels O

    Spøjst, at se det populistiske nationalistiske parti UKIP afgå ved døden, selv om man stillede op til valget efter Brexit.
    Det viser bare, at vælgere af populistiske partier knepper deres parti og derefter slår det ihjel.
    Ikke at man skal synes, at det er synd. Kun at erkende primitiviteten i segmentet.

    • Kim Kaos

      UKIP fik det de kom efter – så hvorfor forsætte?

      Kender du ikke udtykket: “Flogging a dead horse”

  • Dan Tschernia

    Der kan være flere end to kandidater ved anden runde i forb.m. valgene i Frankrig. Hvis man opnår et stemmetal, der procentuelt svarer til 12,5 pct af antallet af stemmeberettigede (ikke af de afgivne stemmer) går man videre. Opnår man i 1. runde mere end 50 pct af stemmerne, er valget afgjort. Det vil med garanti ske en del steder i morgen.

  • Jan Sohn

    Gad vide hvornår det ”fantastiske” danske valgsystem reformeres, sidst det skete var i 2007 ved strukturreformen.
    Normalt har vi nok den tanke at en mand en stemme, er måden det fungerer på i Danmark. Vores repræsentative demokrati er dog bygget op på den måde, at en landsdels og storkreds areal har betydning for fordelingen af antallet af kreds- og tillægsmandater på landsplan.
    Befolkningsmæssigt er Danmark i dag i den situation at befolkningen er delt ca. 50/50 mellem Jylland og Fyn på den ene side og Sjælland, øerne og Bornholm på den anden side. Men pga. arealets betydning for fordeling af mandaterne mellem landsdelene, så vælges ca. 100 kandidater i Jylland og på Fyn, mens 75 kandidater vælges på Sjælland, øerne og Bornholm.
    Hele vores valgsystem er bygget op om at forfordele vælgerne i Storkøbenhavn, da deres repræsentative stemme i folketinget vægter væsentlig laverer, end en thybos eller sønderjydes. Alt andet lige – på Christiansborg gælder det om at kunne tælle til 90, ikke hvor mange vælgere et medlem faktisk repræsenterer.

  • Kim

    Nu skal vi ikke overdrive det danske valgsystems repræsentative kvaliteter. Vi har indflydelse på fordelingen af mandater. Men hvem der rent faktisk bliver valgt ind (om de er mænd eller kvinder), har den gennemsnitlige vælger ikke nogen egentlig indflydelse på. Mange af kandidaterne, især i toppen af listerne, har ikke noget nævneværdigt tilhørsforhold til deres opstillingskreds. Jakob Ellemann-Jensen har f.eks. aldrig været stillet op i en valgkreds, han rent faktisk har haft bopæl i. Han har ikke engang boet i samme landsdele, som hans forskellige opstillingskredse. Det er da også en interessant problemstilling. Går vi til valg for at vælge hvem der skal repræsentere os i Folketinget eller går vi til valg for at fordele mandaterne blandt partierne, som så kan fordele dem blandt deres foretrukne kandidater?

    Det kunne være interessant, hvis Jan E. Jørgensen ville kommentere på Ellemann-Jensens kandidatur vs. de demokratiske idealer.

    • Kim

      Og med “kommentere” mener jeg selvfølgelig ikke han skal svine partikollegaer og hele det demokratiske system til. Der kan siges mange gode ting om vores demokrati og når alt kommer til alt er min position så “letkøbt”, at jeg kun leverer den kritiske skepsis.
      Men jeg synes det er et problem, at vi ikke rigtigt har nogen seriøs debat om demokrati generelt og vores version specifikt. Ikke mindst fordi konsekvensen af det aktuelle system er et “djøfiseret” Folketing, der står ualmindeligt skævt sammensat ift. til den befolkning, det har til opgave at repræsentere. Derfor mener jeg det kunne være interessant og konstruktivt, at høre hvad MF’erne egentlig går og tænker om de forskellige problemstillinger. Hvad tænker Jørgensen f.eks. om den måde, hvorved (spids)kandidaterne “shopper” valgkredse?

  • georg christensen

    Valget i “GB”, er ikke på nogen måde special. Det er var bare et valg om: Brexit fra et Tysk styret EU ,på gammel amerikansk vis “neoliberalistisk” system, som forsøger at være med i udviklings processen for Europa, medens tyskerne, vel nok kun på grund af deres kultur fornemmelser, ikke ønsker at være med ,hvis ikke “de” er med.

    NB: Mit håb, som “Socialist”, er, at :At frankrigs folk stemmer på en Socialist og ikke bare give deres valgte “neoliberatist” ,støbt i de gamle såkaldte socialdemokratiske klæder.
    Kort fortalt: Jeg håber, at franske mænd og kvinder tør stemme på en “social orienteret leder”, og ikke på tyskernes “neoliberalister”.

  • B. Thøgersen

    Alle systemer har deres svagheder og styrkesider. Det britiske system har den store fordel, at det som regel giver et solidt flertal i Parlamentet til det største parti, som så kan gennemføre sin politik og evt. få smæk for den næste gang. I denne omgang skete det så ikke, men det er usædvanligt. I det danske system fortoner ansvaret for den førte politik sig næsten altid mellem flere involverede, og alle ved jo, at der ved fordeling af ansvar mellem to parter bliver præcis 2% ansvar til hver.

  • Søren Poulsen

    Det britiske valgsystem? Hvor grimt!
    Det amerikanske valgsystem? Hvor grimt!
    De skal blive som “os”!
    Hvordan er det lige det er i EU? Skal EU så også blive som “os”?

  • Allan DALVIN

    Det engelske valgsystem sikrer ikke et repræsentativt parlament. De konservative fik 45 mandater mere end retfærdigt. Deres andel af vælgerne tilsagde nemlig kun 42% af 650. Omvendt fik LB 7% af stemmerne og kun 2% af parlamentsmedlemmerne. På den anden side giver det danske system for mange partier i folketinget. Hvorfor ikke gøre som Norge og Sverige og fordoble undergrænsen fra 2 til 4%.

  • Per Kristensen

    Det Irske valgsystem er nok et af de bedste, der kan man rent faktiskt, stemme på en man helst ikke ser valgt.