Valget står mellem konkret politik og tom populisme

I denne uge gennemfører politiet en landsdækkende fartkontrol. Det har allerede fået de borgerlige op af stolen med anklager om, at fartkontrol bare er en pengemaskine.

Det er ikke første gang, jeg hører det argument. For et par uger siden deltog jeg i en paneldebat, hvor en elev spurgte, hvad vi ville gøre ved borgernes frygt for kriminalitet. En af mine borgerlige moddebattører sprang straks op af stolen og sagde, at ”man jo kunne starte med at prioritere mere politi på gaden og efterforskning frem for fartkontroller”. Publikum kvitterede straks med anerkendende nik og indforståede grin. Men jeg blev vred. Af to grunde.

For det første: Risikoen for at blive udsat for en forbrydelse har ikke været lavere i 33 år. Der er mindre vold, færre indbrud og færre mord end der har været på noget tidspunkt siden 1982! Det er derfor usmageligt, når politikere taler kriminaliteten op og prøver at score point på at puste til angsten.

For det andet: Fartkontrol er en af årsagerne til, at antallet af trafikdrab har været støt faldende de sidste mange år: I 2002 døde 463 på landets veje, i 2014 var det tal helt nede på 183! Men trafikken er stadig en af de største dræbere i Danmark. Til sammenligning bliver der ”kun” begået cirka 50 mord om året. Der er altså langt større grund til at frygte trafikken, end at frygte at blive udsat for et mord. Eller for den sags skyld terror.

Jeg synes derfor, at vi skal hilse politiet velkommen på vejene. De fleste af os vil jo gerne køre forsvarligt, og det minder politiet os om. Men allervigtigst, så passer politiet på vores gangbesværede ældre, vores cyklende skolebørn, vores lidt for fartglade unge – og dem, der bare er så uheldige at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Jeg kan ærligt talt ikke komme på en vigtigere indsats med større betydning for danskernes tryghed og sikkerhed. Men de borgerlige, tja, de er vist mere optaget af at jage ”løftebrydere” og ”naziislamister”…

Jeg tror, at vi kan se frem til et valg, der mere end noget andet kommer til at stå mellem konkret politik baseret på reelle resultater – og tom populisme baseret på angst og mistillid.