Venligboerne er ikke tyskerpiger!

De såkaldte “tyskerpiger” fik en forfærdelig behandling efter krigen. Jeg troede egentlig, at vi var kommet over den underlødige stigmatisering, der visse steder fulgte i kølvandet på krigen. Men da jeg for nylig lagde et link op på min Facebook-profil, der omhandlende frivillige i flygtningeindsatsen, føg det med grimme beskyldninger om tyskerpiger og landsforræderi.

Udover det absurde i stadig at bruge tyskerpiger som et skældsord, er sammenligningen med landsforrædere og andre lignende beskyldninger helt ude i hampen. Vi taler om, at folk bliver forargede og vrede over, at andre mennesker frivilligt melder sig til at hjælpe Københavns nye flygtninge med at finde sig godt til rette i deres nye by. En udelukkende god og hjertevarm nyhed. Men da en glad københavnsk kvinde skrev, at hun havde meldt sig som frivillig, blev hun mødt af hadske kommentarer som eksempelvis denne:

”Husk hvad man gjorde efter krigen med tyskerpigerne. Muslimerne er langt værre end tyskerne var ved de ’oprindelige danskere’.”

Jeg har slettet kommentaren. Den hører ikke hjemme i nogen form for debat. Men jeg fremhæver den her, fordi den desværre ikke er et enkeltstående tilfælde. Gentagende gange bliver Venligboerne og andre frivilliges engagement beskrevet med ord som landsforræderi og ting, der er værre.

Man er fristet til at slå disse absurde kommentarer hen eller arkivere dem lodret med henvisning til deres åbenlyse mangel på viden om fakta og historie. Men når de hadske kommentarer alligevel skræmmer mig lidt, er det fordi, de stortrives på de sociale medier. Jeg møder mange frivillige, der er lettere rystet over det had, der møder dem i forbindelse med deres frivillige arbejde og engagement for de nye flygtninge. Og det er skidt for demokratiet og foreningsdanmark, når man ikke kan engagere sig i en sag, uden at det får negative konsekvenser. For selvom der heldigvis ikke er tale om fysiske konsekvenser eller andre direkte ulovligheder, er debatten og kommentarerne så hadske, at man skal være mere end almindelig hårdhudet for ikke at føle sig berørt og måske endda krænket heraf.

Heldigvis er der mange flere, der brænder for at hjælpe vores medmennesker, end der er had på Facebook. Artiklen handlede nemlig om, at de frivillige strømmede til i tusindvis. En af de mange glædelige ting er, at det er folk fra alle mulige samfundsgrupper i alle aldre og med forskellig politiske observans og holdninger i øvrigt.

For de frivillige folk er det at hjælpe andre mennesker i nød ikke nødvendigvis en politisk holdning eller markering. Det er mere et medmenneskeligt kald. Disse folk tager stilling til det menneskelige. De forholder sig til det håndgribelige; at vi lige nu har rigtig mange mennesker, som har brug for en hjælpende hånd og en varm velkomst til deres nye liv i Danmark.

Frivillige som Venligboerne ser personer, hvor andre ser flygtninge. De ser individer, hvor andre ser statistikker. De siger det faktisk meget smukt selv: Vi er faktisk bare helt almindelige mennesker, der gerne vil være din ven.

Og det frivillige engagement er stærkt. Det rækker lige fra naboerne, der vil lære deres nye naboer at cykle. Familier, der åbner deres hjem for andre nye familier. Gymnasieelever, der vil hjælpe deres jævnaldrende med lektier. Ja, listen bliver ved og ved.

Alle disse initiativer viser en vigtig pointe. Det er en gave for vores samfund og for vores integrationsindsats, at vi har et stærkt civilsamfund. Det offentlige vil aldrig kunne skabe ægte integration alene. Kommunerne kan gøre deres bedste for at sikre job og uddannelse. Men vi kan ikke skabe den nødvendige inklusion i samfundet uden de frivillige. For ægte integration og inklusion sker først, når vi frivilligt vælger at interessere os for vores naboer på tværs af kulturelle og religiøse baggrunde.

Mens jeg skriver disse ord, sker der ægte integration. Lige nu er Venligboerne ved at arrangere et nyt velkomstarrangement for de næste nye flygtninge, andre folk opretter en genbrugsbutik og en cafe på Ottiliavej, foreninger står i kø for at hjælpe med lektiehjælp og dansk, og virksomhederne nærmest slås om at få en af de nye flygtninge ind på deres arbejdsplads.

Når jeg hører Venligboernes smukke ord og oplever deres og alle andres ægte engagement, bliver jeg stolt af at være dansker. Disse ord, der bliver sagt i den virkelige verden og som følges op af rigtige handlinger, overdøver heldigvis de ondskabsfulde kommentarer, der ellers trives i den virtuelle verden, hvor brugerne kan gemme sig bag computerskærmen og lukke gylle ud uden konskvenser.

Jeg har derfor dedikeret mit første blogindlæg til at hylde alle de tusindvis af frivillige folk, der hver dag åbner deres hjem, hjerter og hjerner for de mange nye medborgere Danmark får i disse dage. Uden jer kunne vi ikke lykkes med den rigtige integration og ægte inklusion. Tak!