Venstrefløjen skal turde forsvare rundkredspædagogikken

Af Rosa Lund, tidl. uddannelsesordfører, Mai Villadsen, uddannelsespolitisk medarbejder og Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten

Den politiske uddannelses-debat i Danmark er blevet til en snæver debat for og imod reformer med det ene formål, at arbejdsgiverne kan få de unge mennesker de efterspørger i vækstens navn. Men præmissen er forkert, og venstrefløjen bærer en del af ansvaret. Vi er hoppet med på højrefløjens vogn, og bruger deres argumenter for uddannelse – for erhvervslivets og arbejdsmarkedets skyld.

Lighedstegnet mellem uddannelse og arbejdsmarked er enormt. Politisk fokuseres der nærmest udelukkende på at uddanne ”konkurrencestatens fodsoldater”. Det resulterer i et uddannelsessystem styret af konkurrence, stress og målstyring. Men uddannelserne har så længe været under angreb, at vi på venstrefløjen er blevet fanget i de små defensive kampe. Og i desperationen for at forsvare, har vi tabt os selv på et tidspunkt hen ad vejen. Vi er begyndt at argumentere for vores politiske forslag med deres målsætning: vækst, erhvervsliv, arbejdskraft. ”Uddannelsesloftet begrænser erhvervslivets muligheder for at rekruttere dygtig arbejdskraft” for bare at nævne én af vores egne benyttede sætninger.

I stedet skal vi blive bedre til at huske vores mål: en verden hvor uddannelse ikke kun handler om aftagerpaneler og jobmuligheder, men om fremtidsdrømme, interesser, håb, en bedre verden og frem for alt det enkelte menneske selv.

Drop konkurrence-skolen

Uddannelsessystemet skal åbne døre til ny viden, nye perspektiver og et godt liv. Men det spænder karakterræs og test-skolen i dag ben for. Når eleverne i folkeskolen går i 2. klasse møder de deres første nationale test, og så er stilen lagt. De nationale test fortæller ungerne fra starten, at når de læser og får ny viden, så handler det om at de skal bestå noget. Når de kommer videre i uddannelsessystemet, fortsætter tendensen. Vi fortæller børn og unge, at de skal skynde sig, og de skal være blandt de bedste. Det forkerte valg af ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse straffes benhårdt med lukkede døre og en placering bagerst i køen. Gangeregler, adgangskrav, fremdriftsreformer og uddannelseslofter baserer sig alle på den tanke, at man skal træffe hurtige valg og aldrig gøre dem om. Og mange af de regler er ikke kun konstrueret af højrefløjen, men også af røde partier som Radikale, SF og Socialdemokraterne. Det viser, at hvis man overtager højrefløjens retorik, overtager man til sidst deres politik.

Frihed til at fucke up og mere rundkredspædagogik

Når også partier som SF, Radikale og Socialdemokraterne accepterer, at vi skal hurtigere i gang og blive hurtigere færdig, stemmer for fremdriftsreformer og meget andet, så glemmer de det helt grundlæggende: at velfærdssamfundets gratis uddannelsessystem også handler om friheden til at fucke op. Frihed til at prøve ting af, have muligheder og træffe valg for ens fremtid på baggrund af erfaringer – i stedet for kun på baggrund af nogle såkaldte ”aftagerpaneler” (hvad end det så i realiteten er). Det er friheden til at indse, at man hellere vil være murer end antropolog, til at blive klogere hele livet og ikke stoppe sin udvikling, når man er afsat i et job. At gå i skole skal også handle om at lære noget nyt – bare for at blive klogere. Og det at åbne en bog skal være drevet af nysgerrighed og lysten til at tilegne sig ny viden.

Vi skal gøre op med den ensidige konkurrenceskole, hvor det er karakterer, test og hurtigere igennem der er et ensidigt fokus for arbejdsmarkedets og konkurrencestatens skyld. I stedet skal vi have mere fokus på – ja, vi siger det sgu – rundkreds-pædagogik og undervisning, der fremmer det gode liv – ikke erhvervslivet. Derfor skal der gøres op med karakterræset, droppe rigide adgangskrav og gangeregler, stoppe nationale test og PISA og indføre mere gruppearbejde og frihed til kreativitet i skolerne. Vi mener, at det bør være nysgerrigheden og dannelsen, der driver værket. Vi skal have fokus på medborgerskab og kreativitet, og vi skal til at se uddannelse som et mål i sig selv og ikke kun som et redskab til at levere arbejdskraft til virksomhedernes profitræs.

Og først og fremmest skal vi turde sige det højt. Vi vil ikke kun en anden politik, fordi den er mere effektiv. Vi vil også en anden uddannelsespolitik, fordi vores mål med uddannelse er et andet.