Vil S og SF sælge mere af DONG?

Husker du DONG-salget?

Så overvej, at der skal sælges endnu mere af DONG inden 2018. Det har Corydon nemlig allerede aftalt med SF, Radikale, Venstre og Konservative. Men det skal ikke igen ske uden om befolkningen, hvis det står til Enhedslisten.

Det er sommer, der er valgkamp, og ligesom vinterens sjap og frosne fingre føles langt væk, er de fleste partier lige nu langt mere optaget af nye løfter end af, hvad de reelt har foretaget sig i de seneste fire år.

Men jeg tror alligevel godt, de fleste af os kan huske den vinter, da vi kom ind i 2014. I et uoverskueligt og lukket forløb gennemtrumfede regeringen, SF og de borgerlige, at en portion aktier i DONG blev solgt til skattely-selskabet Goldman Sachs.

Hen over hovedet på et overvældende flertal af danskerne, som ikke syntes, vi skulle give afkald på vores fælles energiforsyning til et selskab, der var notorisk kendt for urent trav. Det salg er med god grund en af regeringsperiodens største skandaler.

DONG er for vigtig til at sælge
Derimod er det formentlig de færreste, der ved, at Corydon og flertallet fra SF til Konservative ikke stopper dér. Som forligspartier har de nemlig helt konkret aftalt med hinanden og Goldman Sachs at sælge ud af endnu flere aktier i løbet af få år. DONG har faktisk allerede hyret en stor amerikansk bank, der skal hjælpe med at få solgt DONG-aktier på børsen allerede i den kommende valgperiode.

Men det er slet og ret en dårlig idé at sælge ud af vores fælles energiforsyning. Vi har jo brug for el i stikkontakterne. Og den stabilitet er vi kun sikre på, når energiforsyningen er vores fælles ejendom. Vi har også brug for investeringer i vindmøller og grøn energi, så vi kan skubbe på den grønne omstilling.

Den indflydelse har vi, når energiforsyningen er ejet af os alle sammen. Men i det øjeblik, energiforsyningen bliver privatiseret og ikke længere er vores fælles ejendom, mister vi den sikkerhed og demokratiske indflydelse. For så er det pludselig et privat selskabs interesser, der styrer – og de kan både være kortsigtede og ret ligeglade med grøn energi.

Et salg er også nærmest uigenkaldeligt. Når først der er solgt ud, får vi det aldrig tilbage til fællesskabet igen, det viser erfaringen fra salget af TDC. Og så er det bare ikke særligt smart at gøre et næsten-monopol som DONG til et privat selskab.

Det var et overvældende flertal af danskerne godt klar over den vinter. Desværre lyttede S, SF og R ikke. I stedet trumfede de salget igennem med maksimal lukkethed. Og nu er det så kommet frem, at der ligger konkrete planer om at fortsætte med at sælge ud af DONG.

Vil S og SF sælge mere af DONG?
DONG skal gøres klar til salg inden 2018. Det fremgår af det forlig om DONG, som SF, Socialdemokraterne, Radikale, Venstre og Konservative har indgået. Derfor synes jeg egentlig, at forligspartierne skylder den danske befolkning at melde klart ud, om det er planen at sælge flere aktier i DONG, så befolkningen ikke igen bliver kørt over, når valgkampen er slut og studehandlerne begynder.

Efter Enhedslisten tog sagen op tidligere i denne uge, har S og SF nemlig fortalt, at de skam ikke har tænkt sig at sælge flere aktier i DONG alligevel. Og det er selvfølgelig dejligt, hvis S og SF pludselig har indset det samme som befolkningen: Nemlig at udsalg af vores fælles ejendom til private interesser er en dårlig idé. De skulle måske så bare sige det til DONG, Bjarne Corydon og Goldman Sachs, der er i fuld gang med at planlægge et salg af DONG på børsen.

Så kære S og SF, kan I ikke klart og tydeligt fortælle befolkningen, hvad I vil med DONG og gøre det før et valg? For vi ved jo desværre, at det bliver vinter igen.

Læs mere om aftalen om at sælge DONG

Planen om en børsnotering følger af forliget om at sælge aktier til Goldman Sachs, og finansminister Bjarne Corydon har tidligere oplyst til Folketinget, at DONG skal børsnoteres inden 2018: Svar fra finansministeriet

I relativ ubemærkethed har DONG i foråret hyret den store amerikanske bank J.P. Morgan til at lave en plan for en børsnotering af DONG. Det er ikke oplyst, hvor stort et beløb banken bliver betalt for opgaven: Pressemeddelelse fra DONG