Ytringsfriheden er tabt – men vi kan vinde den tilbage

I dag er det 10-årsdagen for startskuddet på Muhammed-krisen. En krise, som for evig tid har ændret Danmark. Danmark er ikke det samme Danmark, siden Jyllands-Posten bragte tegningerne for 10 år siden. Tegninger, der førte til en voldsom international krise, hvor danske flag blev brændt af i Mellemøsten, til store demonstrationer og til et afskyeligt landsforræderi, hvor ekstremistiske imamer drog rundt med løgnagtige historier om Danmark og danskerne.

Jeg husker, hvordan danskerne i en periode blev nødt til at sige, at de var fra Sverige eller Norge, når de rejste på ferie. Og jeg husker tydeligt den periode, der fulgte krisen i Mellemøsten – nemlig debatten om tegningerne. Skulle Jyllandsposten have undladt at trykke tegningerne? Var det at trampe på alle muslimer i Danmark at bringe karikaturtegninger af Muhammed?

Jeg må erkende, at jeg følte mig splittet dengang. Jeg har alle dage forsvaret enhvers ret til at tro, tale, tænke, skrive og tegne frit, men jeg var dengang i tvivl om, hvorvidt det var klogt at lave tegninger, som man vidste kunne virke stødende og sårende på dele af en minoritet.

Med udviklingen i de seneste 10 år må jeg blot konstatere, at jeg ikke længere er i tvivl. Selvfølgelig skulle man kunne bringe tegningerne! For karikaturtegninger handler ikke om en minoritets sårede følelser eller om, at et land er anti-muslimsk. Det handler om et frit lands måde at skabe debat på.

For må jeg blot minde om, at karikaturtegnere igennem århundreder har været debatskabende og har portrætteret tidens diskussioner med en skarp pen. Derfor er en af udtryksformerne i samfundsdebatten også karikaturtegningen på lige fod med blogindlægget, lederen i en avis, læserindlæg, et opslag på Facebook eller sågar et simpelt tweet.

Derfor skal vi i dag hylde Jyllands-Posten og avisens mod til at bringe tegningerne for 10 år siden – også selvom avisen og tegnerne ikke selv vidste, hvilke konsekvenser det havde. Men vi må også gøre status. Fordi få år siden var der også diskussion om, hvorvidt Jyllands-Posten eller andre medier skulle bringe tegningerne – og dengang handlede diskussionen meget om hensynet til et muslimsk mindretal.

I dag har diskussionen ændret sig til det værre. I dag handler det om frygt. Frygten for offentliggørelse af tegninger med de repressalier, det medfølger. Frygten for medarbejderne og frygten for terrorangreb.

Som blogger på Berlingske er vi forud for dagen i dag blev advaret om, at vi ikke må lægge et billede op af Muhammed-tegningerne. Det forbud respekterer jeg selvfølgelig, for jeg følger avisens retningslinjer. Men at Berlingske og andre medier er endt i en situation, hvor frygten er blevet styrende for den redaktionelle linje, begræder jeg, og det er med til at indskrænke mit land og gøre det til et andet, end det var før.

Jeg kunne i øvrigt ikke drømme om at kritisere Berlingske, Jyllands-Posten eller andre medier, der i dag på 10-årsdagen ikke bringer Muhammed-tegningerne. For jeg forstår dem godt. Hvis de gør det, udsætter de deres ansatte for en alvorlig og dødelig trussel fra islamistiske terrorister. Det er ufatteligt trist, at terroristerne har vundet – men det må vi bare erkende, at de har. De har måske ikke vundet krigen, men de har vundet slaget nu og her siden 2005.

Og når danskere i dag langer ud efter de medier, der ikke bringer tegningerne, og anklager dem for at mangle mod, så må jeg bare sige: Det kræver bestemt også mod for de samme medier åbent at erkende, at de har tabt slaget om ytringsfrihed, at de har underkastet sig selvcensur, og at de nu begrænser deres ellers frie ret til at udføre den journalistik, de er sat i verden for. Det er forfærdeligt, at det skal være sådan, men det er modigt.

Jeg er opvokset i et frit Danmark. Et demokratisk Danmark. Et Danmark, som ikke ligger under for ekstremistiske kræfter. Hvor samfundets markante debattører frit kan blande sig i debatten uden konsekvenser. Jeg genkender snart ikke mit eget land længere. Når aviserne lader frygt styre den redaktionelle linje, og når vores samfundsdebattører ikke kan bevæge sig uden PET-vagter, så er der noget galt.

Vi må og skal gøre op med problemet, så vi kan vinde krigen på sigt. Og det er lige præcis derfor, jeg har fremsat et forslag om at gøre det obligatorisk at undervise landets folkeskoleelever i Muhammed-krisen. For først når befolkningen får krisen ind under huden og kan diskutere og drøfte den uden at være bange for at såre et mindretal – først dér vil vores Danmark igen blive harmonisk og demokratisk, hvor vi reelt kan holde vores frihedsrettigheder i hævd.